Slutafregning af kompensationspakkerne

Har din virksomhed modtaget kompensation i forbindelse med COVID-19 i foråret 2020, skal du tjekke virksomhedens e-boks. Erhvervsstyrelsen har i foråret 2021 sendt brev ud om slutafregning. I dette indlæg giver vi et overblik over slutafregningerne af kompensationspakkerne, og hvad du skal være opmærksom på.

Fristen for slutafregning

Opdateret 27-09-2021: Der er sket reel udskydelse af fristen med 30 dage. Læs mere her.

Fristen for slutafregning er den 30. september 2021. Det er en hård frist, hvilket vil sige, at al kompensation bortfalder, hvis der ikke er slutafregnet inden fristens udløb. Det vil medføre fuldstændig tilbagebetaling.

Hvilke virksomheder skal foretage slutafregning?

Din virksomhed har modtaget brev i sin e-boks, hvis der er modtaget kompensation fra minimum én af nedenstående hjælpepakker i foråret:

  • Kompensation for faste omkostninger i perioden 9. marts til 8. juni eller 8. juli 2020
  • Kompensation for tabt omsætning i perioden 9. marts til 31. august 2020
  • Lønkompensation for perioden 9. marts til 29. august 2020

Der er endnu ikke åbent for slutafregning for kompensationspakkerne i de efterfølgende perioder. Slutafregning for disse perioder skal ske på et senere tidspunkt.

Hvordan foretager jeg slutafregningen?

Du foretager slutafregningen via Erhvervsstyrelsens hjemmeside. Hver kompensationspakke har sin egen side til slutafregning. Vi har links til dem hver især længere nede i indlægget. Det er virksomhederne selv, der skal foretage slutafregning, og Aaen & Co. har ikke adgang til slutafregningen, men vi hjælper naturligvis, hvis du ønsker det..

Da du ansøgte om kompensation, var det baseret på forventningen til fx faste omkostninger i kompensationsperioden. Slutafregning har til formål at opgøre kompensationen i forhold til de faktiske forhold, og du skal derfor indsende dokumentation for de faktisk forhold i perioden.

Forhold i forbindelse med lønkompensation

Slutafregning for lønkompensation for perioden 9. marts til 29. august skal ske her: Slutafregning: Lønkompensation.

Generelt

Du skal indberette hjemsendelsesperioden for hver ansat, der oprindeligt er søgt lønkompensation for. I forbindelse med slutafregning får du mulighed for at ændre den oprindelig hjemsendelsesperiode, hvis den ansatte eksempelvis blev tilbagekaldt tidligere end først forventet.

Derudover skal nedenstående indberettes:

  • Kontraktuelle arbejdsdage
    • Det vil sige dage, hvor din medarbejder skulle have mødt på arbejde, hvis ikke virksomheden var påvirket af COVID-19. Det gælder også helligdage og weekenddage med eventuelt arbejde. Derudover også afholdte feriedage med løn, afholdte dage med tjenestefri med løn og genindkaldelsesdage.
  • Genindkaldelsesdage
    • Det vil sige dage, hvor din medarbejder var kaldt tilbage på arbejde i hjemsendelsesperioden. Dette gælder ikke for elever eller lærlinge, da de gerne måtte arbejde på kompensationsdage.
  • Øvrige undtaget dage
    • Det vil sige dage, hvor din virksomhed har modtaget anden offentlig støtte til lønnen. Det kan fx være under sygdom, uddannelse, barsel mv. Hvis virksomheden desuden har modtaget kompensation i dage, der falder sammen med de 21 kalenderdage i sommerferien, skal disse også angives under øvrige undtaget dage. Se nedenfor.

Erhvervsstyrelsen har automatisk modtaget oplysninger om den udbetalte løn fra eIndkomst. Der kan ikke søges kompensation for mere end den løn, der er indberettet til eIndkomst.

21 kalenderdage i sommerperioden

Hvis du har ansatte, der har været hjemsendt i perioden 9. juli til 29. august 2020, skal der angives 21 kalenderdage som undtaget, da der ikke ydes kompensation herfor. Hvis du har ansøgt for færre end 21 dage, skal du kun angive disse dage som undtaget. Har du fx haft hjemsendt medarbejderen fra 9. til 16. juli, skal du angive 8 kalenderdage. Kalenderdage er ikke det samme som arbejdsdage, og de betegner derfor dagene mandag til søndag.

Revisorbistand

Nogle virksomheder vil ved stikprøve blive bedt om at anvende revisorbistand i forbindelse med slutafregning for tabt omsætning eller tabt indkomst. Har virksomheden modtaget mindre end kr. 25.000, er der ikke krav om revisorerklæring.

Har din virksomhed modtaget op til kr. 250.000, kan du få godtgjort 80 % af revisorregningen, dog ikke mere end kr. 8.000.

Forhold i forbindelse med faste omkostninger

Slutafregning for kompensation for faste omkostninger i perioden 9. marts til 8. juni eller 8. juli 2020 skal ske via dette link: Slutafregning: Faste omkostninger

Inden du går i gang med slutafregning

Inden du går i gang med slutafregning, er det en god ide at have et overblik over din omsætning i kompensationsperioden. Som ved ansøgningen i foråret, skal din omsætning opdeles i henholdsvis momspligtig omsætning, momsfritaget omsætning og eksportomsætning.

Derudover skal tvangslukkede virksomheder angive deres omsætning i særskilte delperioder. Driver du fx restaurant, var din virksomhed muligvis tvangslukket i perioden 18. marts til 17. maj 2020. I det tilfælde, skal du angive din omsætning for delperioderne nedenfor:

Åben:     9. marts til 17. marts

Lukket:   18. marts til 17. maj

Åben:     18. maj til 8. juni/juli

Du kan have haft omsætning i lukkeperioden, hvis du eksempelvis har haft take away, men skal alligevel angive omsætningen i de forskellige delperioder.

Dokumentation

Dokumentationen udgør altid saldobalance for kompensationsperioden og kontospecifikationer for omsætningskontiene. Der er ikke krav om, at periodisering tilpasses i bogføringen, og det er således ikke et krav, at beløbene i efterangivelsen er at finde direkte i saldobalancen. Du kan dog blive bedt om at indsende yderligere dokumentation for at specificere de angivne beløb.

Der er krav om yderligere dokumentation hvis de realiserede omkostninger afviger fra de forventede omkostninger i den oprindelige ansøgning.

Forkortet ansøgningsperiode

Har din virksomhed modtaget kompensation for fire måneder (9. marts til 8. juli), har du mulighed for at forkorte kompensationsperioden til tre måneder (8. juni i stedet for juli). Det er relevante, hvis det viser sig, at omsætningen er faldet mindre end først frygtet.

Revisor

Erhvervsstyrelsen beder som udgangspunkt ikke om at anvende revisorbistand i forbindelse med slutafregning for kompensation for faste omkostninger.

Forhold i forbindelse med tabt omsætning

Slutafregning for kompensation for tabt omsætning i perioden 9. marts til 31. august 2020 skal ske via dette link: Slutafregning: Tabt omsætning

Dokumentation

Dokumentation til slutafregning udgør dokumentation for din omsætning i kompensationsperioden. Det kan være i form af udtræk fra regnskabsprogram, momsangivelser eller kontoudtog.

Forkortet ansøgningsperiode

Har din virksomhed modtaget kompensation for fire måneder (9. marts til 8. juli), har du mulighed for at forkorte kompensationsperioden til tre måneder (8. juni i stedet for juli). Det er relevante, hvis det viser sig, at omsætningen er faldet mindre end først frygtet.

Forbud mod at holde åbent

Har din virksomhed ikke haft en nedgang i omsætningen på minimum 30 %, skal du betalte kompensationen tilbage. Har virksomheden dog haft forbud mod at holde åbent og ikke haft omsætning i lukkeperioden, kan du beholde kompensationen for den periode, hvor forbuddet har været gældende.

Revisor

Nogle virksomheder vil ved stikprøve blive bedt om at anvende revisorbistand i forbindelse med slutafregning for tabt omsætning eller tabt indkomst. Har virksomheden modtaget mindre end kr. 25.000, er der ikke krav om revisorerklæring.

Har din virksomhed modtaget op til kr. 250.000, kan du få godtgjort 80 % af revisorregningen, dog ikke mere end kr. 8.000.

Afdragsordning

Det er muligt at få en afdragsordning, hvis din virksomhed skal betale mere end kr. 10.000 tilbage i forbindelse med slutafregning af de forskellige kompensationspakker.

Ordningen løber i et år, hvor du skal tilbagebetale beløbet i fire lige store rater. Du har dog hele tiden mulighed for at tilbagebetale det resterende beløb fuldt ud.