Acontoskat 2020

Frivillig indbetaling af acontoskat for selskaber senest den 20. november 2020 og 1. februar 2021

Såfremt der forventes en restskat for indkomståret 2020 bør det overvejes, om der med fordel kan foretages en frivillig indbetaling af restskat.

Frivillig indbetaling af acontoskat for indkomståret 2020 kan ske frem til den 1. februar 2021. Men for indbetalinger, der sker efter den 20. november 2020, skal der betales et tillæg.

Satserne forventes offentliggøres december 2020, og nedenstående satser er baseret på 2019-satserne, og de er derfor ikke nødvendigvis de korrekte.

Realiseres der for indkomståret 2020 en restskat, betales et ikke-fradragsberettiget rentetillæg på 4,7%. Rentetillægget kan undgås ved at foretage frivillig indbetaling af restskat.

Ved frivillig indbetaling inden 20 november 2020 vil der ikke blive beregnet dekort af indbetalingen, mens frivillig betaling i perioden 21. november 2020 til 1. februar 2021 vil medføre et tillæg på restskatten på 0,9%.

Dette svarer til, at skattebetalingen forrentes med ca. 6,0% p.a. før skat ved betaling enten d. 20. november 2020 eller 1. februar 2021 med en bindingsperiode på henholdsvis 12 og ca. 9,5 måned.

Såfremt der opnås en mindre forrentning på eventuelle likvide indeståender, eller der kan lånes penge til en rente der er mindre end 6,0% p.a., kan det være en fordel at foretage en frivillig indbetaling.

Indbetales der mere i frivillig acontoskat end den samlede indkomstskat for 2020, forrentes denne overskydende skat med 0,1% p.a. før skat.

Med udgangspunkt i ovenstående er det vor holdning, at der bør indbetales frivillig restskat inden den 20. november 2020 alternativt 1. februar 2021 såfremt følgende forhold er til stede:

  • Der forventes en samlet indkomstskat der er større end de af SKAT beregnede ordinære aconto-skatterater.
  • Der opnås en mindre, evt. negativ, forrentning end 6,0% p.a. for eventuelle likvide indeståender.
  • Der kan opnås en kreditfacilitet som forrentes med mindre end 6,0% p.a.
  • Selskabet i øvrigt har den fornødne likviditet til rådighed for driften.
  • Idet forrentningen af for meget indbetalt skat alene udgør 0,1% p.a. før skat anbefales det, at der udarbejdes et fornuftigt skøn over restskattens størrelse.

Frivillig indbetaling af acontoskat foretages sammen med den ordinære acontoskatterate pr. 20. november 2020 eller i perioden 21. november 2020 til 1. februar 2021 som særskilt indbetaling.

Indbetaling skal ske på selskabets skattekonto. Selskabets skattekonto kan ses på TastSelv Erhverv. Betaling af eventuel frivillig selskabsskat skal ske således:

  1. Log på TastSelv Erhverv
  2. Klik på Selskabsskat
  3. Klik på Acontoskat
  4. Klik på Indberet/Ændr ud for den rate, du ønsker at ændre
  5. Indberet, hvor meget selskabet ønsker at indbetale i frivillig acontoskat

Hvis selskabet indbetaler på anden måde, bliver beløbet anvendt til udligning af eventuelle restancer, og overskydende beløb tilbagebetales til selskabet.

Nedsættelse af ordinær acontoskat inden 20. november 2020

Hvis den ordinære acontoskat overstiger, hvad selskabet forventer at skulle betale for indkomståret 2020, kan selskabet inden den 20. november 2020 via TastSelv Erhverv reducere 2. rate af ordinær acontoskat.

SKAT kan bede om dokumentation for selskabets forventede indkomst.

Du er selvfølgelig velkommen til at kontakte din revisor, hvis du har spørgsmål. Du finder vores mailadresser her, eller du kan ringe til kontoret på telefon 49 21 06 07.

Årsopgørelse 2019

SKAT har i løbet af oktober 2020 udsendt årsopgørelser for 2019. Årsopgørelserne sendes til virksomhedens digitale postkasse eller e-boks. Det er derfor vigtigt, at denne tjekkes jævnligt for at undgå rykkere og renter mv.