Vidste du at gevinst ved salg af ‘skins’ kan være skattepligtig?
Hvis du tænker: “Hvad pokker er ‘skins’?”, så er du formentlig over 30 år (undskyld fordommene), men måske det dæmrer, hvis du har børn, som gamer meget på computer eller PlayStation etc.
Skins kan for eksempel være virtuelle våben, tøj, udstyr, kosmetiske effekter, der ændrer udseendet på figurer eller andre elementer i spillet. De giver som regel ikke en direkte fordel i spillet, men kan alligevel købes og sælges for betydelige beløb. Det gælder blandt andet i spil og universer som League of Legends, Fortnite, Counter-Strike og Roblox.
Når skins sælges med gevinst, kan der være skattemæssige forhold, som man skal være opmærksom på. Oftest tænker de unge slet ikke på det, fordi det er en del af spillet. Sagen er dog, at skatten er både i den virkelige og virtuelle verden.
Gevinst ved salg af skins kan være skattepligtig
Hvis du sælger skins med gevinst, vil gevinsten som udgangspunkt kunne blive anset som skattepligtig personlig indkomst. Det betyder, at gevinsten skal oplyses på årsopgørelsen.
For mange vil der være tale om mindre beløb og enkeltstående handler. Men for nogle udvikler køb og salg af skins sig til en mere omfattende aktivitet med mange handler og større beløb. I de tilfælde kan aktiviteten skattemæssigt få karakter af egentlig indtjening, handel eller spekulation.
Når hobby er mere end en hobby
I de fleste tilfælde vil handel med skins være en hobby. Men der er en glidende overgang mellem hobby og egentlig økonomisk aktivitet.
Hvis der handles systematisk over længere tid eller for større beløb, kan aktiviteten efter omstændighederne blive vurderet anderledes skattemæssigt. Det kan blandt andet få betydning for, hvordan indkomsten skal opgøres og beskattes.
Efter momsreglerne kan der desuden opstå pligt til momsregistrering, hvis den momspligtige omsætning overstiger 50.000 kr. om året. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at det er omsætningen – og ikke kun fortjenesten – der tæller.
Skinbetting og spil på tredjepartssider
En del skins bruges også i forbindelse med såkaldt skinbetting, hvor skins anvendes som indsats i spil eller væddemål på tredjepartssider.
Her er det vigtigt at skelne mellem spil med dansk tilladelse og spil uden dansk tilladelse. Gevinster fra godkendte spil kan efter særlige regler være skattefri, mens gevinster fra skinbetting på sider uden dansk tilladelse som udgangspunkt vil være skattepligtig personlig indkomst.
Det kan derfor give en ubehagelig overraskelse, hvis der ikke er styr på gevinster, tab og dokumentation.
Det bør du gemme dokumentation for
Hvis du eller dit barn handler med skins, er det en god idé at gemme dokumentation for aktiviteten. Det kan for eksempel være:
- køb og salg af skins samt ind- og udbetalinger og opgørelse af gevinst/tab
- oplysninger fra handelsplatforme og kontoudtog
Jo større beløb der er tale om, desto vigtigere er det at have et samlet overblik.
Forældre bør være opmærksomme på barnets skatteforhold
Mange børn og unge er aktive i gamingmiljøer, hvor skins handles, sælges eller bruges som betaling. Som forælder kan det derfor være en god idé at spørge ind til, om barnet handler med skins, og om der er penge involveret.
Hvis barnet har skattepligtig indkomst, kan det få betydning for barnets årsopgørelse. Fra 2025 får børn uanset alder en årsopgørelse, hvis Skattestyrelsen har oplysninger om skattepligtig indkomst, og forældre har ansvaret for at hjælpe med at gennemgå og rette barnets skatteforhold.
Få overblik over handlerne i god tid
Det kan være en god idé at få overblik over handlerne i god tid – især hvis der er tale om større beløb, mange transaktioner eller gevinster fra skinbetting.
Vær særligt opmærksom på om:
- der er solgt skins med gevinst
- aktiviteten er enkeltstående eller systematisk
- der er handlet for større beløb
- skins er brugt til betting eller spil
- gevinsterne skal med på årsopgørelsen
- aktiviteten nærmer sig en momspligtig virksomhed
Er du i tvivl, kan det være en god idé at få en konkret vurdering.
Tag fat i din sædvanlige kontaktperson hos Aaen & Co., hvis du har spørgsmål eller vil høre mere om dine muligheder.
Denne artikel er udelukkende til informationsformål og udgør ikke juridisk, regnskabsmæssig eller finansiel rådgivning. Du bør altid søge professionel rådgivning for din specifikke situation.